Om Mig

Hvem er jeg?

Jeg hedder Marie Lykke Myrfeld, er 27 år og bosat i Aarhus, men kommer oprindeligt fra Thy. Jeg er i gang med at uddanne mig til audiologopæd i Odense og arbejder derudover som handicaphjælper. Siden jeg var helt lille har jeg elsket at være kreativ og skabe ting med mine hænder. Jeg var i mange år endda opsat på, at jeg skulle uddannes designer og have mit eget brand som skulle hedde Lykke Design. Men jeg fik snust lidt til branchen, og fandt ud af, at det ikke var vejen for mig - i hvert fald ikke dengang. 

Jeg har brug for at gøre tingene på min egen måde og i mit eget tempo, så derfor har jeg nu, langt om længe, kastet mig ud i at forfølge min årelange drøm om at skabe mine egne kreative produkter, som også opfordrer andre til at sætte pris på og prioritere kreativ kvalitetstid. Det er meget nervepirrende, men det giver mig også en kæmpe glæde (og Lykke, selvfølgelig!) at kunne dele mit kreative univers med alle jer. 

 

꧁Bæredygtighed & multifunktionalitet꧂

By Myrs produkter skabes med stor fokus på bæredygtighed og genbrug. Jeg nyder at forvandle ting, der fortjener et nyt liv, til noget andet og mindst lige så brugbart. Dette er netop også grunden til at langt de fleste af mine Projekttasker syes i genbrugsstof, og mange af mine maskemarkører og smykker produceres af noget, der tidligere har været smykker, eller perler, som jeg har gemt og passet på siden min barndom. I sammenhæng med dette gør jeg også utroligt meget ud af at give mine produkter så mange funktioner som muligt - jeg kan nemlig godt selv lide at nøjes med at have et enkelt produkt, som kan bruges til mange formål, fremfor 10 forskellige produkter til 10 forskellige formål. I min optik gør det forhåbentlig også, at der på sigt bliver smidt færre ting ud, og måske går knap så meget til spilde. Alle disse tanker indgår særligt i udviklingen af min Lykke Projekttaske ("Lykke Design"-drømmen blev alligevel ikke helt opgivet), som jeg har ligget søvnløs over, for at udvikle det bedste, multifunktionelle produkt. Det har været det hele værd, da det var sådan By Myr startede, og jeg er så stolt af det produkt jeg har fået skabt, (hvilket er en meget stor og grænseoverskridende erkendelse for en beskeden Thybo som mig!). Præcis samme multifunktionelle tankegang gør sig gældende ved mange af mine maskemarkører, som kan omdannes til smykker til dig selv. 

 

꧁Håndlavet, hyggeligt & personligt꧂

Alle mine produkter er håndlavede, fordi jeg selv sætter rigtigt stor pris på håndlavede og unikke ting, hvor jeg ved der er lagt en masse kærlighed, tid og energi i både udviklingen og produktionen af sådanne produkter. Jeg har selv strikket i rigtigt mange år, og ved derfor hvilket tilbehør jeg selv sætter pris på at eje, men også hvor forskellige behov og krav man kan have i forhold til sit krea-tilbehør. Det er netop derfor jeg forsøger at lave så mange forskellige former for tilbehør som muligt - og altid gør mit bedste for at man kan gøre produktet så meget som muligt rettet mod ens egne, personlige behov. Derudover er én af mine vigtigste visioner med By Myr at opfordre til at sætte pris på den kreative kvalitetstid. Det betyder meget for mig, da jeg i stor grad, har mærket på egen krop og psyke, hvordan dét at være kreativ og fordybe sig i kreative projekter, kan have en utrolig positiv virkning.


Jeg sætter kæmpe stor pris på at I støtter min kreative drøm og vil følge med i mit krea-univers ❣

 

Marie // By Myr